Tunen er tilbage i de danske farvande, og det har både skabt forundring og rejst nogle helt centrale spørgsmål:
Hvor kommer de sølvglimtende fisk med de store runde øjne fra? Hvad er deres biologiske ophav?
Den atlantiske tun (Thunnus thynnus) kan veje op mod 900 kilo, og kan ses springe i havet omkring Danmark fra august til oktober. Hvordan sikrer vi, at den ikke forsvinder igen?
Og kan vi endda tillade os at fange nogle af dem?
Nu kommer et nyt studie fra blandt andet Danmarks Tekniske Universitet (DTU) med svar, der kan være med til at sikre en bæredygtig forvaltning af tun, både lokalt og internationalt.
Resultaterne:
Mindst 9 ud af 10 tun i danske farvande kommer hertil fra Middelhavet.
Omkring to ud af tre af dem er hanner.
Det ved man på baggrund af DNA-prøver fra flere end 300 tunfisk, som er fanget og sluppet fri igen, hovedsageligt i Skagerrak nord for Jylland i perioden 2017 til 2020. Prøver, som nu er blevet analyseret og udgivet i tidsskriftet Evolutionary Applications.
"Vores studie bidrager med detaljeret viden om tun i Danmark, som hjælper os med at kunne kontrollere og bevare bestanden," siger Einar Eg Nielsen til Videnskab.dk.
Han er professor i fiskegenetik ved DTU Aqua og medforfatter til den videnskabelige artikel. Fundene kan potentielt tjene som udgangspunkt for at forhandle en kvote for tunfiskeri til Danmark, mener han.
Metoden til at tjekke fiskenes biologiske ophav er hentet fra en anden art, stillehavstunen (Thunnus orientalis). Man fanger en fisk, tager en DNA-prøve fra den og slipper den fri igen. Derefter måler man indholdet af prøven op mod nogle genetiske markører for tun fra forskellige områder og i forhold til nogle kromosomer, som afgør fiskens køn.
Med de danske DNA-test af atlanterhavstun har man altså demonstreret, at fremgangsmåden fungerer fint til flere typer tun, fordi resultaterne har vist sig at være konsistente, siger Einar Eg Nielsen:
"Det er ret smart, fordi man med denne metode ikke behøver at slå nogen fisk ihjel for at se, hvilket køn de har, og hvor de stammer fra."
Man har sat GPS-sendere på fiskene for at kunne følge deres rute til og fra Danmark. Samlet udgør forskningsprojektet et godt grundlag for en god forvaltning af tun, mener professoren.
"I og med at vi nu har demonstreret, at næsten alle tun i Danmark kommer fra Middelhavet - og ikke alle mulige andre steder - så ved vi, hvilke lande vi skal samarbejde og forhandle med om at kontrollere bestanden."
Det er Henrik Carl enig i. Han er forskningsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum, hvor han særligt beskæftiger sig med fisk. Han roser metoden bag studiet og kalder resultaterne for "vigtig viden":
"Hvis vi skal forvalte bestanden af tun forsvarligt, skal vi vide, hvad den består af. Det er det, som vi ved meget mere om nu gennem et meget grundigt mærkningsarbejde og de efterfølgende analyser af prøverne," siger han.
Henrik Carl mener, at studiet viser, hvorfor det "er vigtigt at føre kontrol" med fiskeriet. Sådan som det netop er sket med atlanterhavstun, som længe har været forbudt at fange i Danmark, og som i øvrigt er underlagt strenge fiskekvoter i andre lande.
Men det kan det nye studie være med til at ændre på, forudser han.
"Nu kan vi se, at der sådan set er atlanterhavstun nok i Danmark til, at man kan åbne for lystfiskeri og et potentielt lukrativt turistmarked," siger Henrik Carl og tilføjer:
"Men det kræver selvfølgelig, at man kan få forhandlet en fiskekvote hjem med de øvrige lande, som får besøg af den samme art."
Kvoter for fiskeri skal forhandles hjem i EU og gennem det internationale organ ICCATT, som tæller medlemslande med fiskeinteresser i Atlanterhavet.
Og da man nu har specificeret, hvor tunbestanden i Danmark kommer fra - at langt hovedparten er af den bestand, som udspringer af Middelhavet og ikke for eksempel den, som har hjemme i Den Mexicanske Golf - gør det forhandlingerne lidt lettere, siger Einar Eg Nielsen fra DTU:
"Nu behøver vi ikke nødvendigvis forhandle med amerikanerne, ...
