Man diskuterer, om porno fremstiller sex på en måde, som gør brugeren mindre empatisk i seksuelle relationer og derfor kan lede til voldelig adfærd.
Altså er der sammenhæng mellem pornobrug og risikoen for at udøve vold? Det satte vi os for at undersøge blandt flere tusinde tilfældigt udvalgte voksne danskere.
Der er meget få studier i verden af pornobrug blandt den generelle befolkning. Studiet kan også sige noget om: Hvor meget porno ser mennesker, og hvem ser porno?
Men først lidt mere baggrund om seksualitet.
Der er to modsatrettede syn på seksualitet i samfundet: Hvor den ene er, at seksualitet overvejende er forbundet med noget negativt, er den anden, at seksualitet overvejende er positivt.
Den modsætning kan også findes i forskningen om menneskers seksualitet, hvor emner vedrørende det negative syn er seksuelt overførte sygdomme, seksuel vold og uønsket graviditet.
Blandt de positive emner er studier, der dokumenterer en sammenhæng mellem graden af seksuel aktivitet og trivsel. Porno er et emne, der kan hænge sammen med både positive og negative effekter.
Først om forbruget: Vores studie viste, at en del af befolkningen aldrig ser porno, men den største del ser det sjældent eller af og til, mens en lille del ser det ofte (cirka ni procent).
77 procent så aldrig eller sjældent porno, og 15 procent så det af og til. Ofte kan være flere gange om ugen eller dagen. Dem, som oftest ser porno, er unge, enlige mænd. Men det er ikke kun enlige, unge mænd, som ser porno, for alle aldersgrupper og begge køn er brugere af porno.
I undersøgelsen kiggede vi også på sammenhængen mellem, hvor hyppigt man ser porno og seksuel tilfredshed. Hyppig brug af porno hang sammen med lav seksuel tilfredshed. En del af forklaringen handler om, at dem, som ikke er i et forhold, ser mere porno.
Hvad så med risikoen for vold? Er der en sammenhæng mellem pornobrug og risikoen for at udøve vold?
Svaret var mest nej og lidt ja. Der var en svag sammenhæng i de første analyser, men når vi kontrollerede for andre faktorer, så forsvandt sammenhængen.
Ud fra studiet kan man altså ikke konkludere, at der er en generel sammenhæng. For en lille gruppe af især yngre, enlige mænd optræder pornobrug og vold sammen, men i vores studie kunne vi ikke sige noget om en eventuel årsagssammenhæng. Det vil sige, hvis der er en sammenhæng, leder pornobrug så til vold eller omvendt.
En anden vigtig begrænsning ved studiet var, at dem, som deltog, selv svarede på, om de så porno og havde udøvet vold. Et mere sikkert mål for vold vil for eksempel være, om personen har fået en dom for vold.
For at kunne svare på, om porno er godt eller skidt, kræver det flere studier. Det kan blandt andet være eksperimenter, som måler, hvordan forskellige typer af porno påvirker menneskers adfærd.
Det er muligvis ligesom med effekten af voldelige videospil. De fleste mennesker bliver ikke voldelige af at spille voldelige videospil, men man kan godt måle i eksperimenter, at forsøgspersonerne har tendens til at tænke mere på vold lige bagefter.
For meget få fører det til at udøve vold. Ligesom med voldelige videospil ved de fleste godt, at porno ikke har meget med virkeligheden at gøre.
Men selvom den negative effekt af porno er lille eller ikke til stede, kan det give god mening at fremme porno af bedre kvalitet.
Nogle prøver for eksempel at lave det, som kaldes feministisk porno. Det er typisk porno, som har fokus på at vise seksuel tilfredsstillelse for begge køn, og hvor begge køn er lige aktive og dominerende.
Porno kan føre til øget seksuel aktivitet, og generelt er seksuel aktivitet forbundet med trivsel. Etisk forsvarlig porno kan måske også være med til at løse nogle af de andre problemer, som er forbundet med pornoindustrien, blandt andet handel med kvinder.